Skip to content

Formål

Formålet med denne politik er at tydeliggøre OP7500’s sociale ansvar som lokal gymnastikforening. Vi ønsker at skabe et trygt, inkluderende og bæredygtigt fællesskab, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte – uanset alder, køn, baggrund eller evner.

Grundlæggende principper

Inklusion og Mangfoldighed

· Vi arbejder for, at alle børn, unge og voksne kan deltage i vores aktiviteter uanset sociale, fysiske eller kulturelle forskelle.

· Mobning, diskrimination og eksklusion tolereres ikke.

· Vi skaber et miljø, hvor forskellighed ses som en styrke.

Børn og Unge i Fokus

· Træningsmiljøet skal understøtte børns fysiske, mentale og sociale udvikling.

· Vi tilbyder mulighed for kontingentnedsættelse eller støtteordninger for økonomisk trængte familier. Det betyder at man som forældre kan gøre brug af ”Guide-to-move” fripas-ordningen, hvis der er behov for dette.

· Trivsel og sundhed fremmes gennem målrettede aktiviteter.

Frivillighed og Fællesskab

· Vi anerkender og understøtter de frivillige kræfter, der driver foreningen.

· Vi tilbyder opkvalificering, kurser og fællesskab for frivillige.

· Vi skaber rum for socialt samvær og fællesskab i og udenfor træningen.

Forældresamarbejde

· Vi inviterer til infomøder og opfordrer til frivillig hjælp i hverdagen (f.eks. oprydning, kagebagning, transport).

· Forældre informeres løbende via sociale medier og foreningens hjemmeside.

· En fælles kalender på hjemmesiden synliggør aktiviteter i foreningen.

Forankring og Evaluering

· Alle medlemmer, trænere og frivillige er ansvarlige for at efterleve politikken.

· Politik og praksis evalueres løbende af bestyrelsen.

· Nytilkomne trænere og frivillige informeres ved opstart.

Formål

Formålet med dette værdig grundlag er at tydeliggøre at det i foreningen er vigtigt, at alle – uanset alder, niveau og baggrund – føler sig som en værdifuld del af fællesskabet. Vores værdigrundlag er fundamentet for vores måde at være sammen på – både som trænere, gymnaster, frivillige og forældre. Det guider vores beslutninger og handlinger i hverdagen og understøtter den kultur, vi ønsker i vores forening.

Kerneværdier

Sammenhold

· Vi er én forening – alle skal føle sig som en del af fællesskabet.

· Gymnaster og trænere tager ansvar sammen – både i træning og praktiske opgaver.

· Alle bliver set, vi skal kunne give en krammer og passe godt på hinanden.

Udvikling

· Vi skaber rammer for både sportslig og personlig udvikling.

· Vi anerkender indsats og læring – ikke kun resultater.

· Trænere og gymnaster udfordrer sig selv og hinanden.

Tryghed

· Vi skaber stabile og genkendelige rammer.

· Der er plads til at være sig selv og prøve nyt.

· Tillid, nærvær og respekt er grundlaget for relationerne.

Anerkendelse

· Alle skal ses, høres og værdsættes.

· Anerkendelse handler om at blive mødt – ikke nødvendigvis rost.

· Vi fejrer både små og store sejre og hylder indsats og fællesskab.

Værdierne i praksis

For at sikre, at vores værdier ikke bare bliver ord på papir, arbejder vi aktivt med dem i hverdagen:

· Trænere introducerer værdiordene for gymnasterne i starten af sæsonen. Værdierne indgår i planlægning, samlinger og sociale aktiviteter.

· Vi taler åbent om, hvordan vi lever op til dem – og hvor vi kan blive bedre.

· Bestyrelsen og trænerteamet følger op på værdiarbejdet hvert år.

Formål

Formålet med trænerpolitikken er at skabe en stærk og bæredygtig trænerkultur, hvor trivsel, kvalitet og udvikling går hånd i hånd – til glæde for både gymnaster og trænere.

Træningens indhold og opbygning

· Træningen skal være alderssvarende, sjov, alsidig og udviklende.

· Der arbejdes med både spring og rytme – med progression og variation.

· Grundtræning, teknik, motorik og kropsbevidsthed prioriteres.

· Der skabes plads til både bredde og talent, så alle føler sig set og inkluderet.

· Minimum én ansvarlig voksentræner skal være til stede pr. hold.

Træningens struktur (DGI’s anbefalinger for 2 timers træning)

· Opvarmning (25–30 min): Leg, puls og mobilisering.

· Basis- og tekniktræning (15–20 min): Grundelementer og bevægelsesmønstre.

· Hoveddel (40–60 min): Springserier, rytmiske sekvenser, opvisningsprogram mv.

· Afslutning (5–10 min): Udstrækning, evaluering og social samling.

Trænerudvikling og kompetencer

· Trænere tilbydes udviklingssamtaler og kurser årligt.

· Kurser via DGI, GymDanmark m.fl.

· Forventet kompetenceniveau: basiskursus samt moduler i spring og rytme.

· Læring fra kurser skal implementeres og deles i trænergruppen.

· Det forventes at man som træner møder til alle træninger og trænermøder medmindre man forhindres af sygdom eller andet uopsætteligt fravær.

· Det forventes at træninger planlægges af hensyn til antallet af trænere.

Hjælpetrænere og mentorroller

· Hjælpetrænere inddrages aktivt og gives passende ansvar.

· Trænere skal støtte og vejlede nye hjælpetrænere og fungere som mentorer.

· Vi ser hjælpetrænere som en vigtig del af foreningens fremtid og fællesskab.

Trænerfællesskab og kultur

· Trænere er rollemodeller og arbejder som et team.

· Åben og respektfuld kommunikation med kolleger, gymnaster og forældre er essentiel.

· Trænermøder og fællesarrangementer understøtter vidensdeling og fællesskab.

· Alle trænere bakker op om foreningens værdier og fælles retning.

Formål

Formålet med denne politik er at sikre, at børn og unge med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer får mulighed for at deltage i gymnastikaktiviteter i OP7500 i det omfang, det er muligt og forsvarligt. Vi ønsker at skabe et rummeligt og trygt miljø, hvor alle føler sig velkomne, samtidig med at hensynet til holdets samlede funktion og instruktørernes arbejdsvilkår bevares.

Overordnede principper

· Alle børn og unge er som udgangspunkt velkomne i OP7500.

· Der skal tages individuelle hensyn, hvor det er muligt, og hvor det ikke belaster holdets struktur urimeligt.

Dialog og vurdering

Hvis et medlem har særlige behov, gælder følgende:

· Medlem/forældre/værge informerer bestyrelsen om medlemmets udfordringer ved tilmelding af gymnast.

· Bestyrelsen vurderer situationen og tager kontakt til holdlederen for en fælles drøftelse.

· Der afholdes en dialog mellem medlem/forældre/værge, holdleder og en repræsentant fra bestyrelsen, hvor eksempelvis følgende afklares:

· Begrænsninger i deltagelse (eks. kortere træningstid).

· Specifikke hjælpemidler eller støtteperson.

· Forældretilstedeværelse i hele eller dele af træningen.

· Begrænsede aktiviteter ud fra barnets evner og sikkerhed.

Afslutning af deltagelse

Hvis det efter aftaler og tilpasninger ikke er muligt at tilbyde en tryg og meningsfuld deltagelse, forbeholder OP7500 sig retten til at afslutte deltagelsen. Dette sker altid i dialog og med respekt for barnets og forældrenes situation.

Opfølgning og ansvar

· Holdlederen har ansvar for at vurdere den daglige praksis og melde tilbage til bestyrelsen ved udfordringer.

· Bestyrelsen har det overordnede ansvar for at politikken efterleves og opdateres løbende.