Foreningens vedtægter
Stk. 1: Foreningens navn er Opvisningsgymnastik og Powertumbling Holstebro (OP 7500), og den er stiftet d. 2. juli 2024.
Stk. 2: Foreningens hjemsted er Holstebro Kommune.
Stk. 1: Foreningen har til formål at udøve og fremme interesse i at dyrke gymnastik blandt andet med fokus på følgende idrætter: dans, rytmegymnastik, opvisningsgymnastik og powertumbling.
Stk. 2: Foreningen har også til formål med udgangspunkt i gymnastik og det forpligtende fællesskab omkring dette, at tilbyde gymnastikinteresseret og kvalificeret træning og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen gennem folkeoplysende aktiviteter.
Stk. 1: Foreningen er én samlet juridisk enhed. Den daglige ledelse varetages af bestyrelsen, og generalforsamlingen har den højeste myndighed.
Stk.2: Foreningen tilbyder de i § 2 nævnte idrætsaktiviteter. Oprettelse og nedlæggelse af en idrætsaktivitet besluttes af bestyrelsen. Aktiviteterne er ikke selvstændige juridiske enheder.
Stk. 1: Foreningen er tilsluttet DGI under Danmarks Idrætsforbund og er underlagt disse organisationers regler og bestemmelser.
Stk. 2: Indmeldelse og udmeldelse af organisationer er et bestyrelsesanliggende.
Stk. 1: Som aktivt medlem kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål og betaler kontingent for en periode på mindst fire måneder.
Stk. 2: Der kan på samme måde optages passive medlemmer.
Stk. 3: For udøvelse af stemmeret på generalforsamlingen gælder bestemmelsen i § 8, stk. 5.
Stk. 4: Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som foreningen er tilsluttet.
Stk. 5: Anmodning om medlemskab behandles af bestyrelsen, og medlemskabet gælder fra, at bestyrelsen har oprettet det. Bestyrelsen kan kun afslå medlemskab, såfremt der foreligger en særlig begrundelse herfor. Afslag på medlemskab, dog ikke som følge af venteliste, kan kræves indbragt for generalforsamlingen af den, der har fået afslag. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afslaget er meddelt. Anmodningen behandles på førstkommende generalforsamling.
Stk. 6: Udmeldelse sker skriftligt ved meddelelse til bestyrelsen. Udmeldelse kan ske med én måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Alle økonomiske mellemværender opgøres og betales ved udmeldelse.
Stk. 1: Kontingentet fastsættes af bestyrelsen. Forslag til kontingent udarbejdes efter drøftelse med eventuelle udvalg. Kontingentet består af et grundkontingent. Der kan fastsættes forskellige aktivitetskontingenter for konkrete grupper af medlemmer. Der kan gives helt eller delvist frikontingent for grupper af trænere, hvis barn er aktivt medlem af foreningen. Bestyrelsen kan i særtilfælde give kontingentfritagelse.
Stk. 2: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform.
Stk. 3: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket gennem 3 måneder, kan den pågældende slettes som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.
Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt af bestyrelsen for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, handler til skade for andre medlemmer eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører.
Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden ret til, at bestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for generalforsamlingen, medmindre bestyrelsen bestemmer andet.
Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende bestyrelsens beslutning om eksklusion med samme majoritet som ved ændring af vedtægterne.
Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen spørgsmålet.
Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i første kvartal.
Stk. 3: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst fire ugers varsel ved avertering eller udsendelse til alle klubbens medlemmer. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Bestyrelsen udarbejder forslag til kontingent og budget efter indhentelse af udtalelse fra eventuelle udvalg. Endelig dagsorden udsendes senest en uge før generalforsamlingen på samme måde som indkaldelsen, og den endelige dagsorden skal indeholde oplysning om de forslag, som skal behandles, de valg, der skal foretages, og regnskab og andre bilag til dagsordenen skal medfølge.
Generalforsamlingen skal indeholde følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassereren fremlægger foreningens reviderede regnskab til godkendelse samt fremlægger foreningens budget for det kommende år.
- Oplysning om kontingent for den kommende sæson
- Behandling af indkommende forslag
- Valg til bestyrelse
- Lige år:
- 2 bestyrelsesmedlemmer
- Ulige år:
- 3 bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleant og revisor
- Eventuelt
Stk. 4: I opstartsåret fastsætter bestyrelsen kontingent.
Stk. 5: Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt personer bestyrelsen har inviteret. Stemmeret har alle aktive medlemmer, der har været medlem af foreningen i mindst to måneder og ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Børn og unge kan, fra de er fyldt 16 år, selv udøve medlemsrettighederne, herunder stemme på generalforsamlingen. Stemmeretten for medlemmer under 16 år udøves af en forælder eller en værge. Ved stemmelighed stemmes om skriftligt. Ved fortsat stemmelighed trækker dirigenten lod.
Stk. 6: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
Stk. 7: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør spørgsmål om afstemninger. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.
Stk. 8: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Til vedtægtsændringer og beslutning om opløsning kræves dog to tredjedele flertal, jf. § 13. Ved personvalg er den valgt, der opnår flest stemmer.
Stk. 9: Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 16 år. Flertallet i bestyrelsen skal dog udgøres af personer, der er fyldt 18 år. Valgbar som revisor er enhver, der er fyldt 18 år.
Stk. 10: Bestyrelsen sørger for, at der tages referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tredjedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme måde som for ordinær generalforsamling, dog med særskilt dagsorden.
Stk. 1: Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse.
Stk. 2: Bestyrelsen består af 5 medlemmer, en formand, en næstformand, en kasserer og 2 yderligere medlemmer. Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv, og foretager fornøden fordeling af opgaverne. Alle valg sker på ordinær generalforsamling for to år. Bestyrelsen er bemyndiget til at anvende en ekstern regnskabsfører til at assistere kassereren.
Stk. 3: Generalforsamlingen vælger for et år ad gangen en suppleant og en revisor. Såfremt en suppleant er indtrådt i bestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 4: Bestyrelsen fastsætter selv en forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed har formanden det sidste ord. Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder.
Stk. 5: Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Bestyrelsen kan beslutte at afprøve aktiviteter.
Stk. 1: Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2: Bestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af generalforsamlingen.
Stk. 3: Regnskabet revideres af den valgte revisor og følger til enhver tid den gældende lovgivning.
Stk. 4: Revisoren skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisoren skal forsyne årsregnskabet med en underskrift. Revisoren har til enhver tid adgang til at tilgå bogføring og foreningens beholdninger.
Stk. 1: Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan foretage alle dispositioner.
Stk. 2: Bestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen.
Stk. 3: Der påhviler ikke foreningens medlemmer, bestyrelsesmedlemmer eller trænere nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Foreningens medlemmer, bestyrelsesmedlemmer og trænere har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte.
Stk. 1: Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
Stk. 2: Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres efter reglerne om vedtægtsændringer.
Stk. 1: Beslutning om foreningens opløsning kræver vedtagelse på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Der skal mindst være seks uger mellem de to generalforsamlinger. Til vedtagelse af opløsning kræves, at mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på begge generalforsamlinger.
Stk. 2: På den afsluttende generalforsamling skal træffes beslutning om, hvilke almennyttige formål foreningens formue skal anvendes til. Ingen medlemmer kan få andel i formuen.
Stk. 3: Til at forestå opløsningen af foreningen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.